Hagbard og Signe

DgF nr. 20

5 viseversioner i 4 håndskrifter: Svaning II nr. 44, Karen Brahe nr. 72, Svaning I nr. 43, Svaning I nr. 49, Rentzell nr. 60

Resume

Her Hagbard kong og Sigvard kong
de yppes dennum en kiv:
alt om hin stolten Signild,
hun var så væn en viv.

Hagbard drømmer han er i himmerig i en smuk by, han falder gennem den sky. Drømmen tydes af kvinde (en spåkvinde, en elverkvinde): han skal vinde en mø og dø for hende. Hagbard lader håret vokse og sig kvindeklæder skære. Drager for Signelil, siger ”hun” er sendt af Hagbard og gerne vil lære slevned, dvs. håndarbejde. Hagbard får lov at få undervisning og til at spise af fad med Signe, og efter en ordveksling til at sove ved Signes side. Hagbard er dårlig til at sy, han har nål i munde, men han drikker skål til bunde, en terne har mistanke til ham, han beder hende passe sig selv. Hagbard og Signe går til senge, Hagbard spørger Signe om hun har nogen kær. Hun siger: kun Hagbard kongens søn. Hagbard: han er her, Signe: hvorfor påfører I mig denne skam. Hagbard anfører at hendes fader vil hænge ham hvis han frier – i én version har han fået nej. Han stoler på sin brynje og sit sværd. Disse stjæles af ternen, som overhører deres samtale. Hun går for kong Sigvard og sladrer. Kongen kalder på sine mænd, det lykkes Hagbard at dræbe mange (mindst 30) med sine bare næver og fødder/sengefjælene. De vil lægge Hagbard i lænker, men dem sprænger han indtil de – efter ternens råd – tager et af Signes hår, det nænner han ikke at sprænge. Hagbard beder Signe brænde sit jomfrubur når han bliver hængt. Hun samtykker, han får hængt sin kappe op først, hun stikker ild på sit bur, han bliver hængt, hun brændt. Ternen bliver levende begravet. I to undertyper søger kong Sigvard for sent at stoppe processen.