Marsk Stig – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Forside > Tekstsamlinger > Viseoverlevering > Visernes top-18 > Marsk Stig

Marsk Stig

DgF nr. 145.

9 viseversioner i 5 håndskrifter: Jens Bille nr. 35, Karen Brahe nr. 60Anna Munk nr. 37, Rentzell nr. 26, Rentzell nr. 27, Svaning II nr. 18, Svaning II nr. 19, Svaning II nr. 20, Svaning II nr. 34

Resume

Denne vise og dens stof har været genstand for talrige historiske og litterære undersøgelser. De ni versioner fra tiden før 1591 viser at der har eksisteret mindst fire forskellige viser med Marsti - sådan benævnes han i viserne - som en af hovedpersonerne: én vise repræsenteret af undertype C og E med omkvædet "Men fruen hun sidder i Sjælland, så mangt hun sørger", en anden repræsenteret af undertype F og G med omkvædet "Nu stander landen i våde", en tredje repræsenteret af undertype H og I med omkvædet "Min ædelig herre, hin unge her Marsti", og endelig repræsenterer undertype K en fjerde vise med omkvædet "Men vi er dreven ud af Danmark". Undertype K har kun seks strofer, de tre andre viser har mellem 11 og 19 strofer. Stoffet fra alle fire viser er ført sammen i undertype A med omkvædet "Min ædelig herre, hin unge her Marsti"; den når op på 108 strofer og er begrundelsen for at samle alle viseversionerne under én type: DgF 145. Her følger først et kort resume af handlingen i de fire forskellige viser som har leveret stof til den lange vise, og dernæst et kort resume af A-undertypen.

Visen i C og E:

Det var herre Marsti,
og han skulle i ledinge fare:
hjemme sidder herre konning Erik,
han lokker hans hjertenskære

Da Marsti kommer hjem, bliver han ikke modtaget af sin hustru. Hun fortæller ham hvad der er sket, og ægger ham til hævn. Marsti drager til landstinget og anklager kongen, som byder ham otte borge i erstatning. Marsti afslår, han bygger slot på Hjelm.

I undertype F og G har vi de sammensvorne:

Så lod de dennum klæder skære
og alle i munkelige:
så red de dennum op i land
deres rette herre at svige

De finder kongen i Finderup. Kongen beder Ranild Jensen forsvare sig, men "han hug i borde og balk ... han værget sin herre som en skalk". De myrder kongen. Den lille smådreng rider skyndsomst til dronningen og bærer bud om drabet. Som løn for budskabet "tidingen / dog de er ikke gode" lover dronningen ham "klæde og føde i konningens gård / imeden vi leve både".

I undertype H og I vågner Marsti af en ond drøm, hvor hans store skib er blevet en liden små båd, og hvor hans hest kaster ham af sig og løber i vilden skov. Drømmen bliver bortforklaret som "og det er bønder og borger / vil føre eder skatten hjem". Marsti væbner sig og rider til Skandelsborg/Rannisborg for dronningen, anklager hende for utroskab med drost Ove/med sig selv. Kongens barn/kong Christoffer anklager Marsti og lyser ham fredløs:"og du skalt enten af landen rømme / eller det skal koste dit liv". Marsti svarer at "da skal jeg min føde af Danmark hente / både vinter, sommer og jul". Han bygger fæstning på Hjelm.

I den korte undertype K : "De var vel syv og syvsindstyve / de mødtes på en hede", kongen er bleven dem vred, og de "vil bygge os et hus på Hjelm: vi frygter ikke for kongen af Danmark selv."

I den lange A-version er handlingen fra de fire kortere viser spundet sammen, flere temaer er udbygget, nogle af modsætningerne mellem de fire viser er fjernet, og der er tilføjet enkelte motiver: på vej til Finderup møder kongen en jomfru i skoven; Ranild er blevet søstersøn til fru Ingeborg, Marstis hustru. Handlingen i A-undertypen er følgende:

Marsti drømmer, drømmen bortforklares. Der kommer bud fra kongen, Marsti skal i leding. Marsti tager afsked med fru Ingeborg, drager til kongen, bliver betroet kongens banner i ledingsfærden. Marsti beder kongen passe på fru Ingeborg. Kongen lover:

"så vel skal jeg hende vogte,
som var hun søster min.
Så vel skal jeg hende vogte,
så vel skal jeg hende gemme,
så hende skal ikke blive mere ad skade
end du var selver hjemme."

Marsti drager af lande, kongen besøger fru Ingeborg:

"Her sidder I skønne fru Ingeborg,
og ville I være mig huld,
da giver mig skjorten af silke
og sømmer den vel med guld."

Fru Ingeborg afslår, men

fulgte de skønne fru Ingeborg,
med unge kong Erik til senge.

Det var hendes største harm,
han red til hende både årlig og sildig,
han lagde hende i sin arm.

Marsti kommer hjem og bliver ikke modtaget af fru Ingeborg. Fru Ingeborg fortæller om kongens utroskab og ægger Marsti til hævn:

"Jeg skal aldrig søvnen sove,
ved eders hvide side,
førend I får vejet konning Erik,
og skilt mig ved den kvide."

Marsti væbner sig og rider til landsting, anklager kongen og opsiger ham sin troskab. Kongen tilbyder bod, Marsti afslår:

"I haver voldtaget min væne hustru,
og gjort mig det til møde,
I skal det vide kong Erik,
I skal for hender skyld dø."

Rane, fru Ingeborgs søstersøn, tjener kong Erik. Rane og fru Ingeborg lægger råd op. Rane lokker kongen på jagt. Kongen accepterer, sender sine mænd til Viborg og rider alene med Rane. De jager hele dagen, ved aftenstide finder de et lille hus med lys hvor kongen træffer "så skøn en jomfru", som han straks vil forføre. Hun hentyder til hans tidligere gerning, og kongen beder hende spå om hans livs længde, jomfruen svarer undvigende. Kongen griber efter hende, og hun, hus og ild forsvinder. Rane råder til at de rider i måneskinnet til en lille by i nærheden, han beroliger kongen. Det er meget sent, de søger ly i en lade. Kongen beder Rane lukke døren godt: husk på Marstis trusler; Rane spærrer døren med to strå. Straks efter kommer "hin skønne fru Ingeborgs bud". De banker på og kalder kongen ud. Rane svarer at kongen ikke er der, og dækker ham til med hø og strå "det vil jeg for sandingen sige, / han viste dennum, hvor han lå."

Han hug over bjælker,
han hug over balk,
så fast hug han kong Erik,
han værget hannum som en skalk.

"Hvem vil ride til Viborrig
og følge kongens lig?
hvem vil ride til Skanderborrig
og sige dronning tiding slig?"

De sender en smådreng til Skanderborg. Han frembær sit bud for dronningen: "vejen er unge kong Erik, / i Finderup ligger han død." Dronningen lover ham løn, han beskriver drabet:

"De stak ham ind ved venstre aksel
og ud ved højere arum:
I vogter vel det lidele barn,
alle Danmark bær for harum!"

Marsti rider til Skanderborg. Dronningen hilser ham som selvgjort konge, han anklager hende for utroskab med drosten. Hertug Christoffer landsforviser Marsti. Marsti svarer:

"Skal jeg udaf landen rømme
og ligge på vandet hin kolde:
så mangen enke da skal jeg gøre,
og mest af fruer hin bolde."

Marsti rider til fru Ingeborg og melder at han har vejet kong Erik "som dig haver gjort den harum". Fru Ingeborg vælger at drage med Marsti i fredløshed. Marsti drager til Hjelm og bygger borg.