Svend af Vollersløv

DgF nr. 298

5 viseudgaver i 5 håndskrifter: Dr. Sophia nr. 13, Karen Brahe nr. 153, Anna Munk nr. 20, Rentzell nr. 24, Svaning I nr. 67

Resume

Svenden af Vollerslev - sådan omtales han i visen - bejler til en rig/skøn jomfru. Hun vil ikke have ham, men bliver gift med Villum. Svenden af Vollerslev er syg af sorg og dræber Villum kort efter brylluppet. Villum siger på dødslejet at hvis han får en søn, skal han døbes Villum og hævne sin fader. Sønnen fødes ganske rigtigt ni måneder efter - i nogle versioner lader moderen forlyde at barnet er en pige så Svenden af Vollerslev ikke skal frygte hævn. Lille Villum opdrages med bondesønner uden at vide noget om faderens død. I en brydeleg i 15-årsalderen får han nys om faderens død: "Langt bedre måt du din faders død hævne / og lade mig være ubordt (dvs. utævet)". Unge Villum går for sin moder og kræver hest og våben. Moderen siger at han endnu er for lille. Han insisterer, får våben, sender brev med stævning til tinge til Svenden af Vollerslev. På tinge nægter Svenden af Vollerslev ham nogen som helst bod. Villum slår ham ihjel og skaffer sig tilgivelse fra kongen skønt Svenden af Vollerslev er hans søstersøn.

I to versioner får unge Villum også kongens søsterdatter. I flere versioner hævner han sig yderligere ved at voldtage Svenden af Vollerslevs søster, i én af disse versioner bliver han dernæst stævnet til tinge af Svenden af Vollerslevs broder Niels, som også bliver dræbt af unge Villum da de ikke kan enes om at slutte sagen. Til sidst rider unge Villum hjem til sin moder, som spørger hvilken bod han fik. Han fortæller om drabet på Svenden af Vollerslev og at kongen har givet ham sin fred igen.