Det integrerede sprogsyn
Det integrerede sprogsyn er både en øjenåbner og en udfordring for den empiriske sprogforskning.
Inden for det integrerede sprogsyn arbejder man ud fra den grundantagelse at sprog hverken kan adskilles fra de personer der frembringer det, eller de situationer de frembringer det i. Adskillige nyere sprogvidenskabelige retninger har træk af denne grundantagelse, bl.a. den antropologiske lingvistik, den interaktionelle sociolingvistik, den tidlige konversationsanalyse (etnometodologien) og dele af den kognitive lingvistik (den inkarnerede betydning).
Et nøgleord for de retninger som har affinitet til det integrerede sprogsyn er kontekst. Begrebet om kontekst eller kontekstualisering er centralt idet enhver kommunikationsproces har sin helt egen forhistorie og sit eget forløb i tid og rum. Hver enkelt kommunikationsproces er unikt kontekstualiseret, af hver deltager.
Den væsentligste indsigt i det integrerede sprogsyn er at kommunikation er forudsætningen for sprog. Den ortodokse sprogvidenskab antager traditionelt at forholdet er omvendt - at sprog er forudsætning for kommunikation - men ender så med et hønen eller ægget-problem der skal regøre for hvor sprog kommer fra. Ved at antage at kommunikation er forudsætning for sprog undgår man denne vanskelighed og kan bedre forklare dynamikken i det frembragte sprog.
Sprog forudsætter personer med kommunikative behov. Personer befinder sig i situationer, og det er i konkrete, unikt kontekstualiserede situationer kommunikationsprocesserne foregår. Sprog er et dynamisk, socialt fænomen: Tegndannelsen er forankret i den enkelte situation, og den kommunikative praksis er ikke bundet til nogen fast sprogkode. Derfor er det heller ikke muligt at undersøge sprog uafhængigt af konkrete situationer.
Kommunikative behov kommer ikke nødvendigvis til udtryk udelukkende i form af tale eller skrift; forskellige udtryksformer er integreret sømløst i den faktiske kommunikative praksis (bl.a. bevægelse, blik, gestik, tegninger), og det integrerede sprogsyn adskiller dem ikke ved at operere med et begreb om noget ekstralingvistisk.
Det integrerede sprogsyns indsigter har vidtrækkende konsekvenser for empirisk sprogforskning i praksis og også for anvendt sprogforskning, bl.a. inspirerer sprogsynet til nye perspektiver på den måde man plejer at lave ordbøger på (leksikografien) og for måden man bedriver sproglig normering på.
Integrerende og adskillende sprogvidenskab
Det integrerede sprogsyn er i kontrast til det traditionelle sprogsyn som går ud fra at sprog netop kan betragtes adskilt fra personer og situationer. Sprog betragtes her som et separat (autonomt) system, en genstand, et redskab man bruger til at kommunikere med, og som er forudsætningen for at vi overhovedet kan kommunikere. – Tænk på betegnelsen sprogbruger.
Det adskillende sprogsyn praktiseres mere eller mindre radikalt inden for forskellige sprogvidenskabelige retninger eller skoler. Nogle forskningsretninger anlægger et stærkt adskillende sprogsyn, andre et svagt adskillende. Eksempler på retninger med et stærkt adskillende sprogsyn er den klassiske strukturalistiske og den generative sprogvidenskab der begge på hver deres måde udnævner sprogsystemet til det egentlige sprog og betragter det frembragte sprog som brug af systemet - som sprogbrug.
Forskningsretninger med et svagt adskillende sprogsyn lægger vægten på sprogbrugen snarere end systemet, men de forudsætter og anerkender i vid udstrækning systemets eksistens. Dette sprogsyn finder man bl.a. inden for pragmatikken (talehandlingsteorien) og systemisk funktionel lingvistik.
Det integrerede sprogsyn er en igangværende videreudvikling af Oxford-lingvisten Roy Harris’ Integrational Linguistics, eller Integrationism. Harris retter en præcis kritik mod det teoretiske grundlag for den ortodokse sprogvidenskab, men lægger i sine værker primært vægten på demetodologisering og efterlader derfor en lang række problemer for den empiriske sprogforskning at udvikle løsninger på.